Stenen ved siden af vejen

Ved siden af vejen lå en sten. Det var en ret almindelig sten, sådan cirka lige så stor som to skoletasker.

Stenen havde ligget ved siden af vejen i mange år, og da det var den vej, som børnene kørte hver morgen til skole, kendte alle byens børn stenen godt.

De hilste på den hver morgen, for det var nemlig den eneste sten, langs hele skolevejen.

Ja, det var vel egentlig nærmest det eneste andet end buske og træer, som var på vejen til skole.

En nat var det et voldsomt uvejr, med lyn og torden, og næste morgen, da de kørte forbi stenen, kunne børnene se, at den havde fået en stor sort plet på toppen.

Den så ellers ikke ud til at have taget skade, så de tænkte ikke nærmere over det.

Omkring en uges tid senere, da de kørte forbi stenen sagde drengen til pigen: Er det ikke som om at stenen ligger lidt tættere på vejen end den plejer?

Hmm, sagde pigen - Jeg synes nærmere det ser ud som om at den ligger lidt længere væk fra vejen…

De besluttede sig for at kigge nærmere på stenen på vej hjem fra skole, så de kunne få afgjort, hvem der havde ret.

På vej hjem fra skole stoppede de ved stenen og stod nu og kiggede på den.

Se, sagde drengen. Stenen har mast græsset ned her i siden ud mod vejen - Den har altså flyttet sig! -  Jamen, den har også mast græsset i den her side, væk fra vejen, sagde pigen.

Hmm, hvordan kunne det lade sig gøre.

De stod lidt og kiggede på stenen. Så sagde pigen: Jeg kan huske, at stenen altid har været på størrelse med to skoletasker… Hun lagde eftertænksomt sin skoletaske ned ved siden af stenen. Men nu er den altså nærmere på størrelse med fire skoletasker.

Vi må tage et målebånd med i morgen, så vi kan finde ud af hvor stor den virkelig er, blev de enige om.

Næste dag målte de hvor mange centimeter stenen var i omkreds, og det gjorde de igen, dag efter dag i en uge. Og hver dag, var stenen tydeligt blevet lidt større.

De var nu ikke i tvivl om, at stenen voksede, men det synes de egentlig ikke der var noget galt i, og de glemte snart at måle den igen, og dagene gik.

Indtil en dag, at stenen var vokset sig så stor, at den var begyndt at rage ud over vejen.

Den morgen, var de kørt tidligt afsted med deres far til skole, og det var endnu mørkt.

Pas på! Råbte børnene, da de nåede til stenen, men deres far nåede ikke at dreje, måtte stå op på bremsen, men de stødte alligevel ind i stenen med et ordentligt bump.

Deres far sagde bandeord, som de to børn aldrig havde hørt før, mens han gik ud af bilen og kiggede på skaden. Der var kommet en stor bule i kofangeren, og den ene lygte var smadret.

Da de kom hjem om eftermiddagen sagde deres far: Så, nu har jeg snakket med dem i kommunen om den sten. De kommer og sprænger den i stykker og kører den væk på næste mandag. Det er jo alt for farligt med sådan en sten, som rager ud over vejen.

Der var ingen af de voksne i byen, som havde opdaget at stenen var vokset - De havde bare nu opdaget, at den var begyndt at rage ud over vejen.

Børnene blev kede af det. De elskede stenen, også selvom den var vokset. Hvad kan vi gøre for at redde den? Det snakkede de om i alle frikvartererne.

De blev enige om, at de måtte prøve at finde ud af hvorfor stenen voksede. Om eftermiddagen tog de skovle og spader med, og besluttede sig for, at grave ind under stenen. Måske kunne de se et eller andet...

De begyndte at grave ind under stenen, men de var ikke nået særligt langt, før de opdagede, at der var nogle underlige tykke stængler af sten, som så ud som om de voksede ud af stenen, og borede sig dybt ned i jorden. Nærmest som rødderne på et træ.

Et træ sætter rødder for at få vand. Men hvad mon sådan en sten den lever af, tænkte de.

De spurgte deres geologilærer om hun vidste hvad, der var i jorden neden uden vejen på vej til skolen.

Hun viste dem nogle kort, hvor de kunne se, at der er par meter nede var sand, men ikke ret meget.

Måske kan stenen godt lide sand? Måske bruger den kvarts til at vokse sig større.

Hvad nu hvis vi kunne give den rigtigt meget sand.. Så kunne vi måske få den til at flytte sig inden den bliver sprængt væk.

De gravede en rende, som gik fra stenen og væk fra vejen. I renden fylde de en masse sand, som de havde hentet fra deres sandkasse.  

Næste morgen kunne de se, at stenen havde flyttet sig en smule væk fra vejen, og var begyndt at følge renden. Det virkede! Stenen fulgte sandet.

De gravede renden længere og længere - Ikke så langt fra vejen lå stranden, og dér var der masser af sand - For de havde for længst brugt alt sandet i deres sandkasse.

Dag for dag gravede børnene rende og fyldte den med sand. Og dag for dag rykkede stenen sig afsted. Snart ragede den ikke længere ud over vejen, men de tænkte, at det bedste måtte være at få den helt væk, ned til stranden hvor den forhåbentlig ville være i sikkerhed for kommunens dynamit.

Efter et par uger med gravearbejde, var stenen nået ned i kanten af stranden. Den bevægede sig selv lidt længere, indtil den faldt til ro. Og der ligger den nu.

Så, hvis du går en tur langs stranden, og ser en kæmpe sten. Så kan det være, at det er den sten, som børnene reddede fra at blive sprængt af dynamit.

Stenen har sikkert vokset sig større - Måske er den på størrelse med et lille hus nu?

Børnene kom stadig forbi og hilste på stenen - Ikke længere på vej til skole, men når de var på stranden.

Hvad sker der når stenen bliver gammel, far?

Så kravler stenen helt ud i havet, ud under vandet, hvor den langsomt bliver slået i stykker af bølgerne. Til sidst er den forvandlet til bare sand og et par enkelte små sten, som en dag bliver skyllet i land og måske kommer til at gro sig store igen et andet sted i verden.

Godnat.