Der stod en ko på marken. Den stod og gnaskede græs og kløver, for det var dens yndlingsmad. Koen var sammen med en hel flok andre køer der på marken, og de hyggede sig og passede for det meste sig selv.

De var dog ved at være lidt bekymrede. For der var snart ikke mere græs og ikke mere kløver tilbage på marken. De havde snart spist rub og stub, og der var ikke engang nogle tørre grene tilbage.

Ved siden af køernes mark, var der en anden mark. Den var fyldt med dejligt saftigt grønt græs, og masser af lækre kløver.

Men køerne kunne ikke komme derind.

For rundt om køernes mark havde bondemanden sat hegn - Og det var et elektrisk hegn! De fleste af køerne havde prøvet at komme til at røre ved det elektriske hegn, og det gjorde så ondt så ondt. Det var som at blive slået med en kæp over mulen.

Så køerne var bange for hegnet, og turde ikke prøve at hoppe ind på marken ved siden af.

Bondemanden plejede at komme forbi og åbne lågen, så køerne selv kunne gå ind på den anden mark, men de havde ikke set bondemanden i mange dage.

Midt på køernes mark var der en sø - Og søen var forbundet til en å, som var forbundet til en større å, som til sidst løb helt ud til havet. Ude i havet lever der ål - og nogle ål svømmer hele vejen op ad alle åerne og ender i de små søer.

En ål er forresten sådan en slangeligende fisk.

Der var også en ål i søen, som var på køernes mark. Men det var en ganske særlig ål - Det var nemlig en elektrisk ål!

Koen var gået ned til søen for at drikke. Når der nu ikke var mere at spise, så kunne den da drikke lidt vand.

Mens den stod og drak, mærkede den pludselig noget sitre i mulen. “Hvad sker der” tænkte koen. Og så fik den øje på den elektriske ål, som lå i vandkanten af søen og slangede sig - Lige der hvor koen var i gang med at drikke.

“Hvad er du da for en, og hvorfor får du det til at sitre i min mule” - spurgte koen.

“Jamen jeg er en elektrisk ål - Og det er alle mine volt du kan mærke”

“Okay, sagde koen - Jeg håber ikke du giver lige så meget stød som det der dumme hegn.”.

“Hvad for et hegn? “, spurgte ålen. For ålen var jo svømmet op gennem åen, så den havde ikke opdaget nogle hegn på sin vej.

Og så fortalte koen om hvor sulten de alle sammen var - Og om det dejlige grønne græs, som var på den anden side - Og om det dumme hegn, som var elektrisk, og som gav så meget stød, at det gjorde helt ondt i mulen i flere dage efter.

“Hmm”, sagde ålen - Måske kan jeg hjælpe. Jeg forstår mig jo trods alt på elektricitet… “ Kan du ikke bære mig op til hegnet, så jeg kan kigge på det? “

“Øh, jo”, sagde koen, “men jeg er altså bange for at få stød af dig” - Intet problem, sagde den elektriske ål. Jeg slukker lige for mig selv, så sker der ingenting.

Nu kunne ålen kravle op på koens horn, og koen bar ålen hen til det elektriske hegn. Koen satte ålen ned et stykke fra hegnet. “Nu må du selv kravle det sidste stykke, for jeg tør ikke komme tættere på” sagde koen.

Det kunne ålen heldigvis godt. Ål kan faktisk godt kravle ret langt, hvis bare de kan kravle i vådt græs.

Ålen kravlede op til trådene i det elektriske hegn. “Uh, ja, hvor er det dejligt”, sagde ålen! - Det er da den mest fantastiske elektricitet, som er i det her hegn. Det er lige så det sitrer og kilder i mig.

“Hm, jo”, sagde koen, “Det er jo meget godt for dig, men det er altså ikke så godt for os” - “Stød gør ondt!”

Lad mig se hvad jeg kan gøre, sagde ålen.

Ålen slangede sig lidt frem og tilbage ad ledningerne og tænkte.

“Jeg har det” sagde ålen. “Hvis jeg lader mig selv om, fylder mig selv med strøm, og så giver et kæmpe stød tilbage baglæns i det elektriske hegn - Så kan det være vi kan få maskinen, som laver strøm til hegnet til at gå i stykker”

Køerne synes det lød temmeligt farligt med sådan en plan - Men de var også temmeligt sultne og villige til at prøve hvad som helst.

Køerne trak sig godt på afstand af hegnet, og ålen gav sig til at lade sig selv op med elektricitet.

Da ålen var lige ved at sprænges, og sitrede og brummede, da gav det en kæmpe blå gnist fra sig. Gnisten knitrede og sitrede hele vejen hen ad det elektriske hegn - Hele vejen hen til boksen, som lavede strøm til hegnet. Ålens gnist strøg ind i boksen, og den sprang i luften med et brag, og lå tilbage helt brækket, sveden og i stykker.

“Så er der fri bane” sagde ålen. “Nu er der ikke mere stød i det hegn”

Køerne var noget skeptiske - De gik forsigtigt nærmere mod hegnet igen.

“Er du sikker på at det er slukket?” spurgte koen. “Ja, helt sikker” sagde ålen. Jeg kender elektricitet - Og den her hegn, det er helt helt slukket”.

Koen gik forsigtigt nærmere og nærmere hen til hegnet og rørte forsigtigt ved tråden med mulen.  Og ganske rigtigt. Der var ikke mere strøm i hegnet!

Køerne blev glade - og der gik ikke længe før de havde tromlet hegnet ned og myldret ind på marken ved siden af, til det dejlige grønne græs og den friske lækre kløver.

For sådan et elektrisk hegn, det kan en ko sagtens vælte - Men der er bare ikke nogen køer, som tør risikere at få et elektrisk rap over mulen.

Koen bar ålen tilbage til søen og sagde mange gange tak.

Og nu kunne køerne rigtigt spise sig mætte igen.

Da bondemanden kom hjem fra ferie, blev han noget overrasket over, at se at hegnet var væltet og køerne selv havde fundet ind på den anden mark.

Han troede at han havde husket at åbne lågen - Men det havde han glemt! Han blev virkeligt flov, for han vidste, at køerne må have været frygteligt sultne.

Men han kunne ikke forstå hvordan køerne var kommet over hegnet - Lige indtil han så boksen til det elektriske hegn. Boksen var sort og smeltet og helt smadret. “Der må have været en lyn, som slog ned i boksen” tænkte han. “Det var godt nok heldigt, så køerne ikke skulle have gået og sultet på den bare mark”.

Men bondemanden vidste ikke, at det var takket være den elektriske ål, at køerne var sluppet for at gå sultne i mange dage.

Så hvis du nogensinde har problemer med strøm og elektricitet, så gå ned til en sø og se om du kan finde en elektrisk ål - Den skal nok hjælpe dig.